Den 1. marts åbner Danfoss i Nordborg dørene for 7. klasser i Ny Sønderborg Kommune.
Eleverne er inviteret til et arrangement, hvor de kan lære at redde liv.
Arrangementet foregår både udendørs og indendørs. Der vil blive undervist i slukning og bekæmpelse af brande og hjertemassage.
Danfoss Universe lærer eleverne om de fysiske love omkring brand, ild og vand, og dagen bliver en blanding af egne forsøg og større demonstrationer. Der bliver mulighed for at se Danfoss' nye ambulance i aktion.
Det er helt bevidst, at Danfoss serverer frisk frugt og vand for eleverne, da det er eksempler på to ting, der også kan redde liv.
Bag arrangementet står både Danfoss Beredskab og Danfoss Universe.
I dagens anledning har Danfoss specielt indkøbt 100 stk. dukker til træning af hjertemassage. Disse dukker uddeles blandt eleverne, så de kan øve sig videre hjemme på skolen.
Pressen er velkommen til at overvære arrangementet, der finder sted fra kl. 12.00 til kl. 14.30.
Vi beder dog om tilmelding på telefon 74 88 39 12 til Helle Jagd Andersen senest den 24. februar.