Pressemeddelelse: 02.05.06
Så spørg dog de unge
Tankegymnastiksal vil øge interessen for naturvidenskab.
Nyt initiativ fra Danfoss Universe skal stoppe de unges flugt fra de naturvidenskabelige fag via en anderledes tænketank, der tager de unge selv med på råd. Undervisningsminister Bertel Haarder og Dansk Industri roser tiltaget.
Med etableringen af en anderledes tænketank, der får navnet Tankegymnastiksalen, vil oplevelsesparken Danfoss Universe nu stille sig forrest i kampen for at få de unge til at interessere sig for naturvidenskabelige studieretninger - ved at spørge de unge selv til råds.
Tankegymnastiksalen skal således gennem en række workshops udvikle ideer til at øge interessen - og de resultater vil så bliver overleveret til Undervisningsministeriet og Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, der bakker op om projektet for at få sat øget fokus på problemet.
Om få år vil Danmark nemlig mangle 7000 ingeniører, og den store ingeniørmangel er blot en af mange konsekvenser af, at stadig flere unge går uden om matematikken og fysikken, når de skal i gymnasiet. I dag er det kun 35 procent eller ca. hver tredje af dem, der søger ind på gymnasiet efter sommerferien, der har søgt den naturvidenskabelige studieretning som første prioritet. Det viser de seneste indberetninger til Undervisningsministeriet.
Men den udvikling vil Danfoss Universe altså nu vende op og ned på ved at bruge netværket af skoler, gymnasier, højere læreranstalter i form af Århus og Syddansk Universitet samt erhvervslivet til at komme i kontakt med de unge og lade dem få medbestemmelse for, hvordan naturvidenskab kan gøres interessant. Alle kan således indtil sommerferien aflevere deres ideer til Danfoss Universe.
"Vi mener der er store fordele ved at tage de unge med på råd. Og Danfoss Universe vil gerne gå foran i den mission ved at starte Tankegymnastiksalen, der adskiller sig fra en traditionel tænketank på mindst to områder. For det første udpeger vi ikke deltagerne på forhånd, men beder alle, som har gode ideer til, hvordan man kan øge interessen for naturfagene om at sende os et brev eller en mail og kort fortælle, hvilke konkrete tanker og forslag de kan byde ind med. Derudfra vil vi så sammensætte Tankegymnastiksalen," forklarer Charlotte Sahl-Madsen, adm. direktør for Danfoss Universe.
"For det andet har vi designet en ny metode, hvor vi med udgangspunkt i Howard Gardners teorier om de mange intelligenser, vil afholde flere kreative workshops for Tankegymnastiksalen. Formålet er at generere nye ideer til at gøre naturvidenskab meget mere relevant og interessant for de unge. Vi arbejder meget bevidst med at udnytte vores kreativitetsbefordrende omgivelser i Danfoss Universe," tilføjer
Charlotte Sahl-Madsen, adm. Direktør Danfoss Universe.
Bertel Haarder begejstret
Både Dansk Industri og undervisningsminister Bertel Haarder er begejstret for det nye initiativ.
"Jeg synes det er et rigtig godt initiativ. For det første er det utrolig vigtigt for vores samfund, at de unge får øjnene op for de spændende uddannelsesmuligheder indenfor de naturvidenskabelige og tekniske områder. For det andet finder jeg det positivt, når virksomheder, borgere, uddannelsesinstitutioner på egen hånd finder sammen om at løse et problem. Jeg glæder mig til at læse resultaterne," siger Bertel Haarder (V).
Forskningspolitisk chef i Dansk Industri, Charlotte Rønhof, uddyber:
"Udviklingen er dybt bekymrende. Vi ved, at nogle af de uddannelser, vi får allermest brug for i fremtiden, kræver, at man har en baggrund i matematik, fysik og kemi. Hvis ikke virksomhederne kan finde medarbejdere med de nødvendige færdigheder, kan det få katastrofale følger for erhvervslivet - både med hensyn til udvikling, eksport og beskæftigelse."
Og administrerende direktør for Danfoss, Jørgen Mads Clausen, understreger projektets betydning for erhvervslivet:
"Det er vigtigt, at vi også fremover har mange og dygtige ingeniører. For at klare os godt i den globale konkurrence, har vi brug for megen spændende nytænkning. Dét kan en ingeniør blandt mange andre ting. Ingeniørfaget er meget fascinerende. Det gælder om at dele begejstringen for naturvidenskab med de unge, så de slet ikke er i tvivl om, at det er naturvidenskaben, de skal vælge."
Charlotte Sahl-Madsen, Danfoss Universe, understreger, at det er vigtigt, at Tankegymnastiksalen får en bred sammensætning.
"Som deltager er det ikke afgørende, om man er professor i atomfysik, studerende eller flaskedreng - det hele handler om de ideer man har, og om man brænder for sagen. Vi tror på diversitet og vi tror på at vi skal spørge dem, sagen drejer sig om - de unge. Vi vil samle de gode kræfter og generere ideer sammen med dem. Alle disse gode ideer og nyttige oplysninger, der kan øge interessen for hele det naturfaglige og teknisk videnskabelige område vil vi samle i et idékatalog, som vi afleverer til folketingspolitikerne allerede i efteråret. Så skal vi nok i fællesskab få vendt udviklingen blandt de unge" lyder det fra Charlotte Sahl-Madsen adm. Direktør Danfoss Universe.
Danfoss Universe er klar til at modtage gode og kreative forslag på adressen Mads Patent Vej 1, 6430 Nordborg eller e-mail info@danfossuniverse.com gerne inden den 1.juli 06 - og oplevelsesparkens ledelse regner med at kunne afholde den første workshop i de utraditionelle rammer på Als inden skoleferien begynder.
Herefter vil Undervisningsministeriet og Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling kunne se frem til at få overrakt resultatet af Tankegymnastiksalens workshops.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Charlotte Sahl-Madsen, Adm. direktør, Danfoss Universe M: 24 43 50 49
Mette Sørensen, PR chef, Danfoss Universe, T: 74 88 95 20, M : 29 27 43 28