Pressemeddelelse: 09.06.06
Kom på camp og bliv vildt klog på naturlig vis!
Under overskriften "Kom på camp - og bliv vildt klog på naturlig vis" inviterer oplevelsesparken nu unge mellem 10 og 17 år til såkaldt science camps to uger i sommerferien. Her kan de unge bruge nogle dage på at arbejde med emner som kreativitet, opfindelser, naturens kræfter og intelligens på en anderledes og spændende måde.
Vil du være Ole Opfinder for en dag og prøve det nye opfinderværksted i Danfoss Universe? Vil du eksperimentere med spruttende vulkaner? Eller vil du hellere lege med vand og lære noget om naturens kræfter?
Så er der et anderledes tilbud på vej fra oplevelsesparken Danfoss Universe. I stedet for bare at holde parken åben for gæster i sommerperiode, inviterer Danfoss Universe nu også til såkaldte science camps for unge mellem 10 og 17 år i uge 31 og 32 i skolernes sommerferie.
Her kan unge i en eller flere dage tilmelde sig til en anderledes sommerferieoplevelse med jævnaldrende. Hver dag løber programmet fra 10 til 17 - og hver dag er der garanti for, at science camp deltagerne får en anderledes og inspirerende indgang til natur og teknik fænomener, de kender fra deres egen hverdag. Uge 31 er for de 10-13 årige og uge 32 er det for unge i alderen 14-17 år.
Dermed slår Danfoss Universe endnu engang et slag for at fremme kreativiteten hos både børnefamilier, skoleelever og forretningsfolk. Børnefamilierne oplever det gennem mulighederne i parken, skoleeleverne får det ved særlige arrangementer og forløb - og erhvervsfolkene henter inspirationen gennem foredrag og workshops. Og nu er de to første elementer altså blandt sammen til en ny slags parkoplevelse i sommerferien.
Både i uge 31 og 32 er der science camps tirsdag, onsdag og torsdag. Om tirsdagen hedder overskriften kreativitet og opfindelser, og her kan camp deltagerne lære mere om det at være opfinder - og om at blive bedre til at få gode ideer. Dagen tager udgangspunkt i parkens nye opfinderværksted, hvor det fremover er muligt at lave små prototyper af forskellige opfindelser, så de unge kan se, at der ikke er langt fra tanke til handling.
Om onsdagen bliver der fokus på naturens kræfter og vores egen intelligens. Her bliver science camp forvandlet til en dag med spændende indblik i, hvordan både naturen og vores egen intelligens egentlig hænger sammen. Denne dag foregår meget på små håndholdte computere, ligesom der bliver tid til en række praktiske forsøg.
Endelig er der torsdag, hvor ideen er at arbejde under titlen vand. Her skal deltagerne både arbejde med vandets muligheder og styre et krisecenter, der skal arbejde med vand og styre vand i en problematisk situation - igen ved brug af de små håndholdte computere.
Der er yderligere oplysninger om science camps og de enkelte dagsprogrammer på www.danfossuniverse.com. Her er der også muligt at se priserne for, hvad det koster at deltage.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Mette Sørensen, PR chef, Danfoss Universe, T: 74 88 95 20, M : 29 27 43 28