Om talegenkendelse og stemmestyring
I fremtidens biler kommer du sikkert til at styre radioen, mobiltelefonen og klimaanlægget med din stemme.
Det er praktisk. Så har du nemlig begge hænder fri og kan bedre koncentrere dig om trafikken.
Der er mange andre situationer, hvor det er praktisk at kunne styre teknik med stemmen.
Stemmestyring bruges allerede af mennesker, som har svært ved at bruge mus og tastatur.
Her kan man bl.a. bruge talegenkendelse, hvor du med stemmen styrer markøren og visse andre funktioner.
Surf på nettet med stemmen
På Aalborg Universitet har forskere udviklet et program, som gør det muligt at navigere på internettet ved hjælp af stemmen.
Programmet går ind i den enkelte hjemmeside og henter de nødvendige oplysninger om links på siden.
Med stemmen kan man så sige "vis links", og nu vises alle links i nummereret rækkefølge.
Herefter kan man aktivere et link ved fx at sige "Gå til link nummer 4"
Talegenkendelse
Talegenkendelse går ud på at afkode små detaljer i lyden af vores sprog.
Fx skal programmet kunne kende forskel på lyden af "t" afhængig af, om det optræder i ordet "tyr" eller "styr".
Det skal også kunne kende forskel på de dialekter, som findes i forskellige sprog.
Derfor er det ekstremt kompliceret at udvikle en talegenkender, der kan forstå alle mennesker.
Bliver stemmen fremtidens nøgle?
Måske vil du også en dag kunne bruge stemmen som nøgle til dit hus.
Du siger bare "luk op", og så går døren op.
Din stemme er nemlig lige så speciel som dit fingeraftryk.
Derfor kan stemmen bruges som adgangskode.
Det lyder enkelt - men det er det ikke.
Det kræver meget af en maskine at kunne genkende din stemme - også når du er frisk, syg eller træt - uden at den forveksler dig med en anden.
Syntetisk tale
Hvis du har hørt en kunstig stemme, var du sikkert ikke i tvivl om, at det ikke var en rigtig person.
Der er nemlig langt igen, før de kunstige stemmer lyder helt naturligt - hvis de nogensinde kommer til det.
Det talte sprog har et meget kompliceret lydbillede med masser af glidende overgange, som det er svært for computeren at genskabe.
Det handler ikke kun om at sætte ord på række efter hinanden.
Musikken i sproget, sætningernes opbygning, betoningen og trykket på de forskellige ord kan være helt afgørende for betydningen.
Man kan fx sige "tak for i dag" med både glæde og raseri i stemmen.
Oplev Sonic control i udstillingen Bitland.
Link til "Indtal projektet": http://www.indtal.dk