I gamle dage brugte man nogle særlige ruller - pianoruller - til at få mekaniske klaverer til at afspille musik.
Rullerne bestod af en lang bane kraftigt papir med en masse huller i. Hvert hul svarede til en bestemt tone, og flere huller samtidig gav en akkord, hvor flere toner skulle slås an samtidig.
Musikken blev "indspillet" ved, at en dygtig pianist spillede på det mekaniske klaver, samtidig med at pianorullen var anbragt mellem taster og strenge.
Pianorullen blev så kørt igennem det mekaniske klaver i et jævnt tempo. Og hvert slag på en tangent lavede et hul.
Når musikken skulle afspilles igen, satte man rullen i det mekaniske klaver, og papirets huller styrede nu tangenterne.
Digitale huller
I princippet svarer disse pianoruller til, at man digitaliserer et signal, lagrer det ved hjælp af et to-talssystem (hul eller ikke-hul), og afspiller det igen.
Dermed opnåede man flere af de fordele, computeren har.
Man kunne lagre signalet, og man kunne kopiere det. Den samme indspilning kunne kopieres og afspilles på mange andre mekaniske klaverer - så længe de andre klaverer var indrettet med samme aflæsningsmekanisme og kørte rullen frem med samme hastighed.
Man kan sige, at rækkefølgerne af hullerne fungerede som et program, der fortalte det mekaniske klaver, hvad det skulle gøre.
Flere versioner af de samme huller
Hvis man ville, kunne man også ændre fortolkningen af dataene på rullen.
Man kunne f.eks. køre rullen hurtigere eller langsommere igennem for at ændre på musikkens tempo.
Eller afspille rullen på et klaver med en helt anden klang. Hvis man var fingerfærdig, kunne man måske bygge afspilningsmekanismen om, så den i stedet for at aktivere et klaver, sendte instrukserne til et mekanisk orgel, en spilledåse eller en lirekasse.
På den måde kunne præcis de samme data føre til meget forskellige resultater.
Dét princip er fuldstændigt det samme for computere. De kan også fortolke de samme signaler på vidt forskellige måder, alt efter hvad de får besked på.