Pressemeddelelse 4. juli 2008
Vildt klog sommerferieaktivitet i Danfoss Universe
Den naturvidenskabelige oplevelsespark inviterer for tredje år unge mellem 10 og 15 år til science camp tre dage i sommerferien. Her skal de unge lave egne eksperimenter, skyde med bue og pil og flyve med kæmpe varmluftsballon.
I denne og i de kommende uger har 90 børn fra hele landet valgt at tage til Science Camp i Danfoss Universe i stedet for at tage på fodboldskole.
I tre dage og to nætter udforsker de unge naturvidenskaben på nye og anderledes måder, og skal blandt andet sove i shelters og dissekere dyr til forberedelse af deres aftensmad.
Børnene skal have naturvidenskaben tæt på deres egen krop og hverdag ved lave sjove forsøg i parken og i skoven, skyde med bue og pil, sende heliumballoner ud i verden og flyve med en kæmpe varmluftsballon. Overnatningen foregår i skoven og de skal selv tilberede deres mad over bål.
”Det handler om at skabe et inspirerende miljø, så børnenes nysgerrighed pirres gennem leg, og på den måde give dem lyst til at gå dybere ned i naturvidenskaben”, fortæller Karin Noes fra Læringsafdelingen i Danfoss Universe, som selv deltager i campen.
Årets science camp, der udføres i samarbejde med Nordals Naturskole og Skov- og Naturstyrelsen, foregår i uge 27, 28 og 32. Alle 90 pladser er fyldt op med børn og unge i alderen 10 til 15 år fra hele landet.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Stine Honoré, kommunikationschef, Danfoss Universe. T: 7488 9552. M: 5152 4944 eller
Karin Noes, Facilitator, Danfoss Universe. T: 74889518.
Vedhæftede foto til fri brug: Opsætning af heliumballoner + dissekering af fasan til aftenens måltid.