Nu præsenterer Danfoss Universe en helt ny og unik attraktion -
Europas første Segway bane.
Her kan du prøve kræfter med en ny teknologi, hvor computerkraft, design og kropslig interaktion kombineres.
Sans teknologien bag en Segway
En Segway er et tohjulet, elektrisk drevet fartøj, som kører med en fart på op til 20 km/t.
Ved hjælp af gyroskop-teknologi holder køretøjet selv balancen.
Det er dine bevægelser, der styrer retning og fart. Læner du dig forover, kører vognen fremad. Læner du dig tilbage, kører du baglæns eller stopper helt.
På Segway banen udforsker du på egen krop teknologierne og principper bag gyroskop-stabilisering og mekanisk styring.
Slalom på Segway
Efter en kort introduktion slipper vi dig løs på en bane spækket med sjove udfordringer.
Slalombaner, labyrinter, bakker og kørsel på forskelligt underlag hører blandt de udfordringer, du kan glæde dig til.
Du får helt sikkert en anderledes fysik oplevelse af, hvordan du via kroppens bevægelser kan styre retning og fart.
For at prøve Segway-banen skal du være fyldt 10 år og veje mindst 35 kilo. Vægtgrænsen i den anden ende er 117 kg.
Hvordan ser din Segway bane ud?
Banen vi åbner den 10. maj er en testbane, som du i løbet af det næste år kan være med til at videreudvikle.
Ønsker du kuperet terræn, action eller forskellige sværhedsgrader?
Send os dine bud til, hvordan du ser en fremtidig Segway bane i Danfoss Universe.
Segway som grønt transportmiddel
I Danfoss Universe bruger personalet fartøjet som et grønt og hurtigt transportmiddel med minimal forurening.
En Segway kører på genopladelige batterier, og er derfor både billig i drift og energivenlig.