Vi kan i dag alle med stor spænding og interesse følge den dramatiske teknologiske udvikling.
Nutidens børn og unge har med computere og Internettet fået redskaber i hænderne, der langt overgår, hvad tidligere generationer har haft adgang til.
Naturen minder mere om Harry Potters univers end fysiklokalet
Samtidig bliver det stadig tydeligere, at naturen ved nærmere eftersyn minder meget mere om Harry Potters univers end om de traditionelle naturfagslokaler på skolen.
Vi fatter det bare ikke så nemt, for som biologiske organismer er vi dårligt designede til at opfatte verdens mere ekstreme sider.
Verdens ekstreme sider: det største, mindste og hurtigste
For eksempel har vi meget svært ved at forestille os det største, dvs. hvor stort Universet er, og måske er det derfor folk har så svært ved at forstå Einsteins teorier om Universet.
Men vi har ligeså svært ved at forstå det mindste, kvanteverdenen, den subatomare verden, hvor ting nærmest som ved heksekunst opstår og forsvinder igen, uden nogen speciel årsag – og hvor man kan være flere steder samtidig!
Det er umiddelbart svært at forstå, men det er også et sandt eventyr, der kan blive fantastisk inspirerende, for dem der virkelig sætter sig ind i det.
Som Niels Bohr engang sagde: Hvis ikke man bliver svimmel af kvantemekanik, har man ikke forstået det.
Vi kan heller ikke umiddelbart forstå det meget hurtige, fx det at bevæge sig med lysets hastighed, hvor man bliver uendelig tung, og tiden nærmest går i stå.
Og vi har svært ved at fatte, at der har været liv på Jorden i næsten fire milliarder år, og at en generation i det perspektiv er som et nanosekund i historien.
Det er som om vores sanser og hjerner kun er udviklede til at forstå dét, der ligger midt mellem ekstremerne, det normale, det der ikke er yderliggående og fantastisk.
Videnskaben og teknologien giver os en langt mere farverig forståelse af verden
Men vi er ikke længere slaver af vores smålige sanseapparat og af vores hjernes naturlige begrænsninger.
For vi har fået videnskab og teknologi – en fantastisk gave der kan løfte os op i en langt, større og i virkeligheden langt mere farverig, forståelse af verden, end den vi umiddelbart opfatter.
Og at få kreativ adgang til videnskab og teknologi er på en måde som at blive barn på ny – på en måde som at få lov til at opleve det hele med unge øjne igen – og igen – og igen.
Søg ind i naturvidenskabens eventyrverden
Det er mit håb, at EXPLOonature-konkurrencen vil stimulere Jer til at søge ind i naturvidenskabens eventyrverden med nye spændende eksperimenter. Og det er min overbevisning, at rigtig mange vil kunne blive inspirerede af jeres opfindelser, hvis I gør jer umage.
Med alle gode ønsker,
Hans Henrik Knoop
Forskningsdirektør i Universe Research Lab