ParkLæringErhvervEn verden af videnPlanlæg dit besøgÅrskort

 Pressemeddelelse 10. dec. 2007

Nyt samarbejde revolutionerer naturfagsundervisning

Et nyt initiativ vil forandre skolesystemet i Sønderborg Kommune og skabe langt bedre rammer for naturfagsundervisningen. Lærerne skal specialiseres, og leg, innovation og kreativitet skal på skoleskemaet.

Verdens bedste folkeskole skal være dansk og drive verdens bedste naturfagsundervisning. Det nye offentligt/private partnerskab ”House of Science” lægger sig direkte i forlængelse af regeringens globaliseringsstrategi, der har fremlagt målet om, at Danmark skal have verdens bedste folkeskole. Ambitionen i Sønderborg er at blive en science kommune og drive en af Danmarks bedste skolevæsner bl.a. ved at sikre unikke og styrkede rammer for naturfagsundervisningen.

Fra luftig ambition til konkret initiativ i Sønderborg
De tre parter bag initiativet er Sønderborg Kommune, den naturvidenskabelige oplevelsespark Danfoss Universe samt ProjectZero. Parterne skyder hver en million kroner i projektet, og på sigt er det tanken, at også ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelsesinstitutioner i Sønderborg skal indgå i samarbejdet.

"Det er et enestående initiativ, som parterne bag House of Science har taget. Danfoss Universe og Sønderborg Kommune har været forbilledlige i deres bestræbelser på at fremme naturvidenskab blandt unge med en engagerende og legende tilgang. Regeringen har skabt rammerne med en halv milliard kroner til at modernisere naturfagslokaler fra 2006 til 2008, 80 millioner til nye lærebøger og penge til efteruddannelse af naturfagslærere. Men hvis ikke kommunerne og skolerne tager medejerskabet, når vi ikke ud til eleverne. Det ligger mig meget på sinde, at vi får fremmet naturvidenskab over hele landet - og der er science kommunerne vigtige forbilleder”, udtaler Undervisningsminister Bertel Haarder.

House of Science skal ikke kun opfattes som et fysisk rum, men især som en organisation – en struktur – der har til formål at koordinere, inspirere og skabe nye rammer og indhold for naturfagsundervisningen, lige fra børnehaverne til ungdomsuddannelserne i Sønderborg Kommune. House of Science vil styrke sammenhængen mellem de såkaldte formelle og uformelle læringsmiljøer, da projektet realiseres i krydsfeltet mellem på den ene side den formelle naturvidenskabsundervisning, og på den anden side den naturvidenskabelige oplevelsespark Danfoss Universe og ProjectZero. Sidstnævnte gør det muligt at give skoleklasser, familier og erhvervsfolk adgang til forskning i og formidlingen af klima, energi og bæredygtighed.

Målrettet fagligt fokus
Konkret vil House of Science blandt andet sikre videreuddannelse af lærerne og tilbyde relevante inspirationsforløb med et målrettet fagligt fokus. Måske betyder det, at lærere i naturfag primært vil komme til at undervise inden for de naturfaglige fag, hvilket vil sikre et stærkt fag-fagligt miljø for lærerne samt en specialiseret og fokuseret undervisning. I House of Science kan lærerne specialisere sig og bruge hinanden i et stærkt fagligt netværk, der ikke blot vil understøtte og udvikle deres faglige kompetencer men også inspirere til nye måder at drive naturfagsundervisning på.

”Konstruktionen vil revolutionere naturfagsundervisningen i Sønderborg Kommune og blive skoleeksempel for uddannelsessystemet i resten af landet. Vi mener at dette samarbejde virkelig kan flytte noget i forhold til den måde vi driver naturfagsundervisning på i dag og skabe glæde og begejstring for natur og teknologi. En begejstring som vil smitte af på børnenes interesser, de unges valg af uddannelse og erhverv, og dermed på de virksomheder, som både i dag men især i fremtiden har brug for kompetencer og viden på dette område”, siger Viceborgmester Jørn Lehmann Petersen, som også er formand for børne- og uddannelsesudvalget i Sønderborg Kommune.

”Realisering af Sønderborgs vision om en CO2 neutral vækst forudsætter både nye teknologier og bevidst adfærd. Med House of Science har vi en enestående mulighed for, som en rød tråd gennem hele uddannelsessystemet, at integrere klima-udfordringen, øge bevidstheden og samtidig skærpe de teknologiske kompetencer. Dermed bliver Sønderborg et unikt område med høj innovation og stor tiltrækningskraft for både investeringer og ny arbejdskraft udefra”, siger Peter Rathje, administrerende direktør for ProjectZero og medlem af arbejdsgruppen i House of Science.

Faglighed i fokus gennem leg
House of Science skal bidrage til at danne grundlaget for frisættelse af de mange kompetencer, der er til stede i lærerstaben og sætte fagligheden i fokus gennem leg. Ifølge parterne bag projektet er det netop gennem det stærke faglige miljø at en stor del af den faglige effekt skal skabes, men samtidig er det gennem den forskningsbaserede anvendelse af leg og kreativitet i undervisningen, at effekten bliver mangedoblet gennem relevans og indlevelse.

”Leg vil kunne revolutionere vores uddannelsessystem, hvis vi formår at kombinere det med læring og skabe skoler, som både elever og lærere gider være i. Vi vil måle succesen på leg og læring, kreativitet og innovation fordi vi tror på, at netop dette er ingredienserne, der skal frisætte de kompetencer, der er nødvendige for at agere succesfyldt i en global og bæredygtig fremtid”, siger formand for arbejdsgruppen i House og Science, Torben Kylling Petersen.

I begyndelsen af det nye år vil en arbejdsgruppe bestående af tre skoleledere, tre lærerrepræsentanter og to facilitatorer fra Danfoss Universe begynde arbejdet med at omsætte ideerne i House of Science til konkrete handlinger. Allerede fra skoleåret 2008/2009 vil eleverne i ca. 10 folkeskoler i Sønderborg Kommune kunne mærke en forandring i deres naturfaglige undervisning.

Yderligere oplysninger kan fås hos:
Torben Kylling Petersen, Formand for arbejdsgruppen i House og Science samt underdirektør i Danfoss Universe på 74 88 95 10 / 29 49 51 12.
Jørn Lehmann Petersen, Viceborgmester og formand for Børn og Uddannelse i Sønderborg Kommune på 74 44 26 26 / 40 40 58 33.
Peter Rathje, Direktør i ProjectZero på 40 40 86 36.





Denne side er oprettet: 18.12.2007
Denne side er sidst opdateret: 18.12.2007
Skybrud.dk a/s