ParkLæringErhvervEn verden af videnPlanlæg dit besøgÅrskort

Danfoss Universe - Vildt klog på naturlig vis

 


I Danfoss Universe arbejder vi sammen med en lang række af verdens førende forskere indenfor pædagogik og formidling.

Howard Gardner, Svein Sjöberg og Hans Henrik Knoop er nogle af de markante personer, som vi rådfører os med, når vi skaber nye udstillinger, aktiviteter og læringsforløb.

Vi har med disse samarbejdspartnere og vores historiske baggrund skabt Danfoss Universe filosofien.

En filosofi, der afspejler, hvordan vi mener, at vi som mennesker lærer bedst.

Parkens installationer er alle praktiske eksempler på vores læringsfilosofi.

Installationerne inviterer til legende og sjove men lærerige oplevelser, hvor både kroppen og hovedet bliver brugt i skøn forening.

 
Filosofi kopi.jpg

Vores Læringsfilosofi afspejler, hvordan vi mener, at vi lærer bedst.


Leg og læring

Leg og læring hænger tæt sammen. Leg kan være yderst målrettet og seriøst. De sjoveste lege er dem, hvor man udfordres netop så meget, at det ikke bliver for nemt og kedeligt - og ikke så svært at det ikke længere er en fornøjelse.

Læring må meget gerne være sjovt, overraskende og spændende. Fascination og nysgerrighed giver lyst til vide mere.

Digital teknologi giver nye muligheder for læring 

Der er meget store muligheder i at understøtte læring gennem digital teknologi. Ikke nødvendigvis i form af gammeldags PC'ere, men nok så meget ved at inddrage mobiltelefoner, digitalkameraer og video, websider, MP3 spillere, og de utallige andre områder, der i hastigt tempo får indbygget computerkraft og evnen til at kommunikere på nettet.

Læring findes alle steder

Læring finder ikke kun sted i skolens skemalagte rammer. Vi lærer også gennem medier, gennem museer og oplevelsesparker, i naturen, og gennem arbejdet. Der er brug for undervisningsforløb, der bevidst skaber et samspil mellem de forskellige situationer.

Læring skal tage udgangspunkt i den nære hverdag

Den gode forklaring formår at bygge bro fra hverdagens genstande og erfaringer til en forståelse af de systemer, der ligger bag.

Det giver motivation til læring, når man står med et konkret behov for viden der kan bringe én videre. Det er mere interessant at lære noget, der er brugbart i hverdagen - eller noget, som hjælper én til at skabe mening med tilværelsen.

Ved at bruge fortællinger, gennem spil eller ved at tage udgangspunkt i hverdagens situationer eller ens egen krop kan man skabe en tydelig, overordnet sammenhæng og et følelsesmæssigt engagement i det, der skal læres.

Dermed kan informationer blive til viden og forståelse.

Læring gennem hele kroppen

Fremtidens læringsmiljø  er interaktivt; gennem computer programmer, simulationer, eller fysiske opstillinger og forsøg, kan man lære ved at prøve sig frem, udforske, eksperimentere eller konstruere - meget gerne på en måde, der ikke kun kræver at man bruger hovedet, men også kan få hele kroppen i gang.

Læring igennem samtale

Samtalen - med læreren, eksperten, kammeraterne - er vigtig på mange måder. Gennem spørgsmål, svar, spekulationer, fremlæggelser, ros og kritik fæstner viden sig, og man får et udgangspunkt for at lære videre.

Vi skal understøtte mange forskellige læringsstile

Vi skal understøtte mange forskellige læringsstile. Nogle lærer bedst gennem ord, andre lærer bedst gennem billeder, eller ved at arbejde med tingene i praksis med hænderne. Det er ikke effektivt kun at lære gennem bøger - det giver en anden forståelse at lære hands-on; igennem konkret håndtering og direkte erfaring af naturens og teknologiens verden bliver abstrakte begreber til konkrete, forståelige og sjove oplevelser.

Mennesker har mange forskellige former for intelligens - professor Howard Gardner har eksempelvist opdelt vores evner i logisk-matematisk, sproglig, kropslig, musisk billedlig, social, og personlig intelligenser. Jo flere af dem, vi kan engagere i læringen, des bedre sikrer vi forståelsen og engagementet.

Vi skal lære at bruge vores viden i nye sammenhænge

Vi får i stigende grad brug for mere end paratviden. Fremtidens arbejde er ikke rutinearbejde. I stedet er opgaverne og det, vi skal kunne for at klare dem, under stadig og hastig forandring. Flere og flere jobs kræver en høj grad af selvstændig tænkning for at løse skiftende problemer. Samtidig skal man som borger i et demokrati kunne overskue og handle i forhold til mere komplekse problemstillinger. Fremtidens læring skal derfor give en dybere og mere generel forståelse for verden, der gør at man overføre sine erfaringer og den viden man samler sig, fra én sammenhæng til en anden.

 

 


Denne side er oprettet: 20.11.2007
Denne side er sidst opdateret: 20.11.2007
Skybrud.dk a/s