Et af Galathea ekspeditionens mange forskningsprojekter hedder: ”Havskildpadder i de store havstrømssystemer”.
I filmen taler Katja med forskningsassistent Cand. Scient. Jesper Møller, som er en af de tre forskere fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), der på skift spejder efter havskildpadder fra deres udkigspost på Vædderen.
Samtlige syv arter af havskildpadder er truede, og da flere af arterne tilbringer de første mange år af deres livscyklus i de store havstrømssystemer, ønsker DMU at indsamle ny viden om havskildpaddernes vandringer.
Ved at lime små satellitsendere på dyrenes skjold kan forskerne følge skildpaddernes vandring, og dermed opnå værdifuld viden til kampen for arternes overlevelse.
I interviewet fortæller Jesper Møller, hvordan havskildpadderne fl yder med Golfstrømmen fra den Nordamerikanske kyst tværs over Atlanterhavet til Azoerne.
Havstrømmene har således stor betydning for havskildpaddernes og andre dyrs vandringer i de store havområder.
Men havstrømmene har også en altafgørende betydning i forhold til Jordens klimabalance og transporten af oxygen, næringsstoffer og desværre også forurening mellem de forskellige havområder.
Vand er et af de stoffer i verden, der nemmest går i forbindelse med andre stoffer. Derfor er vand godt at bruge til rengøring. Men det betyder også, at vand nemt bliver forurenet, fordi det går i forbindelse med mange af de stoffer, det kommer i kontakt med.
Kendskabet til de store havstrømme er derfor af stor betydning for vores kamp for dyrearternes overlevelse og vores kamp mod (forståelse af) forureningens spredning i verdenshavene.