Pressemeddelelse: 29. juni 2007
Spænding og show til sommerevents i Danfoss Universe
Der er noget for hele familien, når den naturvidenskabelige oplevelsespark Danfoss Universe, som noget helt nyt inviterer inden for i parken fem aftener i skolernes sommerferie. Både børn og voksne får rig lejlighed til at opleve parken på en ny måde, når der er spænding, stemning og show på programmet.
Én aften er der danseshow på plakaten. En anden står der popklassikere på programmet. Og en tredje er der tryllekunst for børn i alle aldre.
Der er med andre ord garanti for spænding og show, når oplevelsesparken Danfoss Universe frem torsdage i sommerferien inviterer til aftenunderholdning i parken.
Arrangementerne går under navnet "torsdagsevents", og foregår hver torsdag i juli og den første torsdag i august. Alle dage fra kl. 18 til 21. Ved hver torsdagsevent kan man både klokken 18 og 19 se parkens populære fysikshow, og der vil hver gang være show eller musik kl. 19.30 på parkens nye friluftsscene.
Torsdag den 5. juli kan de besøgende opleve gruppen DanseQuilibrium præsentere et udvalg af street dance, moderne dans, show og ballet. Jeppe og Martin fra "Scenen er din" på TV2 vil også være på scenen.
Torsdag den 12. juli er temaet balance og kræfter, og DGI Sønderjyllands ungdomshold viser deres evne på den store plæne i parken.
Den 19. juli er parken fyldt med nye lyde, og alle kan være med, når Elekpoptronik spiller gamle og nye popklassikere på scenen.
Torsdag den 26. juli står tryllekunstner-duoen Star Magic på scenen med deres storslåede show, ligesom man vil kunne opleve dem på nært hold, når de udfører deres tryllefærdigheder ude mellem gæsterne i parken.
Den 2. august, som er den sidste torsdagsevent i år, kan publikum dykke ned i sansernes univers og undersøge, hvordan vi bl.a. evner at høre, føle og smage på verden omkring os. På scenen står gruppen Stilwerk med blæsere, sang og percussion.
Når tusmørket falder på, vil der være rig mulighed for at nyde Danfoss Universes smukke og blomsterrige have. Og hvis man kommer allerede om eftermiddagen, er der gratis rundtur med parkens gartner, som på levende vis fortæller om de mange spændende og meget forskellige blomster og træer. Danfoss Universe inviterer nemlig hver tirsdag og torsdag kl. 13-14, sommeren igennem, til fri havevandring.
Hele parken er selvfølgelig åben for leg, eksperimenter og sjov som altid. Samtidig er der mulighed for at spise i parkens cafe eller den nye madfabrik, som serverer gode og sunde burgermenuer. Man er også velkommen til at tage madkurven under armen, og nyde sit måltid på græsset eller i picnic-områderne.
Der er en masse at kigge på for både voksen og børn i alle aldre i Danfoss Universe, hvor hele familien kan have det sjovt og være aktive med hinanden. Alle torsdagsevents er en del af entrebilletten, og årskort holdere har gratis adgang.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Ole Sønnichsen, kommunikationschef, Danfoss Universe. T: 7488 9533. M: 2041 8410.
E: ols@danfossuniverse.com.