ParkLæringErhvervEn verden af videnPlanlæg dit besøgÅrskort

Pressemeddelelse: 25. juni 2007

Nyt forskningscenter med fokus på praksis

Den forskningsbaserede viden skal omsættes til brugbar, professionel praksis. Det er filosofien bag forskningscentret Universe Research Lab, der er etableret af oplevelsesparken Danfoss Universe gennem Universe Fonden. Centret, der åbnede i dag, skal forske i læring, innovation og kreativitet.

Forskning skal ikke bare foregå på støvede universitetskontorer, men i stedet være orienteret mod praksis og kunne bruges i virkeligheden.

Det er filosofien bag Universe Research Lab, et nyt forskningscenter i læring, innovation og kreativitet etableret af Universe Fonden. Fonden er en uafhængig enhed grundlagt af oplevelsesparken Danfoss Universe. Forskningscentret bliver placeret på Alsion i Sønderborg, og er foreløbig et femårigt projekt i samarbejde med internationale anerkendte institutioner som Harvard University, Massachusetts Institute of Technology (MIT), Aarhus Universitet, Danmarks Pædagogiske Universitet og Syddansk Universitet.

Universe Research Lab skal arbejde i krydsfeltet mellem innovation, kreativitet, læring og iværksætteri, og på den måde skabe ny viden om og praktiske eksempler på, hvordan læring og innovation kan foregå i fremtiden. Dermed kan centret også være med til at give et svar på, hvordan Danmark skal klare sig i en globaliseret verden præget af hård konkurrence.

Derfor stiller forskningscentret også sin viden og arbejdskraft til rådighed for interessenter i uddannelsessystemet, erhvervslivet og den naturvidenskabelige oplevelsespark Danfoss Universe.

Centret ledes af læringseksperten Hans Henrik Knoop.

"Universe Research Lab kommer til at samle kræfter, der ikke normalt arbejder sammen. Det giver et stærkere samarbejde mellem forskning og erhvervsliv og mellem de formelle og uformelle læringsmiljøer. På den måde kan vi skabe resultater i fællesskab, som ingen er i stand til alene," siger forskningsdirektør Hans Henrik Knoop, Universe Research Lab.

Universe Research Lab opstarter indledningsvis fire forskningsprojekter inden for undervisning, læring, kreativitet og innovation. Der vil bl.a. blive arbejdet med koblingen af formel og uformel læring samt udviklingen af kreativitets- og innovationsfremmende miljøer.

Der oprettes i alt fem-syv ph.d. stipendiater samt flere forskningsstillinger. Ligeledes tilknyttes et forskningsråd til Universe Research Lab.

Universe Research Lab har et budget på 37,5 millioner kr. over de næste fem år. Pengene kommer bl.a. fra Nordea Danmark-fonden, der støtter med 10 millioner kroner, og fra Bitten og Mads Clausens Fond, der støtter med 12,5 millioner kroner.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Ole Sønnichsen, kommunikationschef, Danfoss Universe. M: 2041 8410.
Hans Henrik Knoop, forskningsdirektør, Universe Research Lab. M:

Denne side er oprettet: 27.06.2007
Denne side er sidst opdateret: 27.06.2007
Skybrud.dk a/s