Sidste søndag sad familien Jensen og så en gammel Disney tegnefilm, Skønheden og Udyret. Et af omdrejningspunkterne i den gamle film var, da den skønne unge pige kom til det fortryllede slot, hvor tekopper, kander, ure og lysestager kunne tale og bevæge sig.
For familien Jensens børn var det fascinerende at se, at pigen i filmen kunne blive så overrasket over dét, for når de selv så sig omkring, var de jo netop omgivet af talende termokander, bevægelige billeder på væggene og lamper man kan tale til.
I den gamle tegnefilm var det ren magi. I dag er det nærmest... naturligt.
Det var ungerne selv, der tog diskussionen op senere ved aftensmaden. Familiens 8-årige, Anna, havde lige fået en ny dukke. Den ny var straks blevet en hjerteveninde, den kunne meget mere, og den forstod langt bedre end den gamle. Men Anna havde lidt dårlig samvittighed over, at hun ikke engang havde opladet sin gamle dukke, siden hun fik den ny. Hun vidste, at hvis hun tændte den, ville den vide, at den ikke længere var den vigtigste. Nej, det skal du altså ikke bekymre dig om, sagde hendes mor: »Selvom den græder, så er det ikke noget den bliver rigtig ked af. Det er bare noget, den gør, det er jo sådan, den er lavet.«
Storebror Anders fortalte, at i skolen lærte de, at der var tre måder man kunne være på: Man kunne være død - som en sten, Man kunne være levende som et menneske eller en kat. Og så var der den tredje måde at være på; som en maskine.
Det sjove ved Disney filmen var, at den tydeligvis var fra en tidsalder, hvor folk regnede maskiner for at være ligeså døde som sten - og som både mor og far påpegede, så var det faktisk ikke så længe siden endda.
Dengang maskiner fik liv
Det var lige efter årtusindeskiftet, at forståelsen af maskiner skiftede, i takt med at folk i stigende grad fik fornemmelsen af at, der var »noget derinde« i deres apparater.
For hver ny og bedre model - hvad enten det var mobiltelefoner, biler eller vaskemaskiner - blev teknologierne bedre og bedre istand til at tage beslutninger og løse problemer. Det var som om, de fik en slags personlighed, der udviklede sig efterhånden, som apparaterne fik erfaringer med brugeren og de omgivelser, de skulle fungere i.
Dengang far og mor var små, kunne bilen ikke selv finde ud af at bremse op, hvis der kom noget i vejen, og vaskemaskinen fortsatte uanfægtet med at vaske al tøjet lyserødt, selvom man var kommet til at lægge en rød sok i sammen med den hvide kogevask.
Ja, og kan du huske hvordan vi måbede, første gang vi mødte en robot-betjent?. Og bla bla bla. Anders og Anna så på hinanden, nu begyndte deres forældre deres sædvanlige snak om dengang, de var unge. Det var problemet med voksne, man kunne ikke bare skifte emne eller slukke for dem.
Computerkraft i alt
Trods alle forudsigelser om en opbremsning i udviklingen af computer-teknologien, så er de fortsat med at vokse i kraft. Den større kraft går imidlertid ikke længere til at lave flottere videokvalitet eller hurtigere søgninger på internettet. I dag drejer udviklingen sig først og fremmest om at få computere til at fungere, som var de levende - og dét er noget, der virkelig kræver kraft og avanceret programmering.
Computerkraft blev - så at sige - et sæt af sanser, som kunne indlejres i alle mulige genstande. Det varlidt på samme måde som da elektricitet i løbet af det 20. århundrede blev indbygget i alt fra komfurer til tandbørster.
Mobiltelefonerne var typiske for udviklingen. Dybest set bestod en mobiltelefon af en computerchip forsynet med en mikrofon, en højttaler, et kamera, evnen til at sende signaler frem og tilbage og regnekraft og hukommelse nok til at fungere som kalender, notesblok, spillemaskine osv.
Senere kom evnen til at registrere den præcise position, og der blev tilføjet et væld af forskellige sensorer, der kunne mærke temperatur, fugtighed, kemikalier og meget andet.
Fra at have været en »mobiltelefon«, udviklede apparatet sig hurtigt til at blive så billigt og kompakt, at det ikke kun var noget, man gik rundt med i lommen. Det samme sæt af egenskaber kunne efterhånden indbygges i alle hverdagens ting. I biler, så de kunne holde sig orienteret om vejrudsigten, så de kunne kalde på nødhjælp, og modtage indkaldelser til serviceeftersyn. Eller i termokander, så de kunne mærke, om de var fyldt, og hvor varm kaffen var, og så de kunne sende beskeder ud om, at det var tid at blive fyldt op igen.
I dag ser vi den oprindelige mobiltelefons funktioner indbygget i mælkekartoner, cykler, tøj, sko, vægge - ja, overalt. Man kan sige, at vores omgivelser har fået sanser. Samtidig er de blevet langt bedre til at analysere det, de ser, og til at forstå det i sammenhæng med de observationer, de modtager fra alle de andre apparater, de er koblet sammen med.
Det er en udvikling, der fortsætter i rivende fart, og derfor ser vi mere og mere, at apparaterne omkring os virker levende og bevidste.