Det gamle Grækenland & Rom
Da Hera, den græske gudfader Zeus'' hustru, første gang så sit nyfødte, forkrøblede barn Hefaistos, blev hun så forfærdet over hans utrolige hæslighed, at hun straks smed ham i havet fra Olympen.
Selv om han overlevede denne grusomme gerning og senere vendte tilbage som Ildguden, måtte han leve et liv som outsider.
Man mener, at hans smedie ligger ved foden af vulkanerne i Grækenland.
Klædt i et kæmpestort forklæde, klodset, delvist lammet og med et sodsvedet ansigt, bar han altid rundt på en hammer og tang.
Alligevel blev denne skytsgud for alle håndværkere gift med Afrodite, kærlighedens og skønhedens gudinde, så hans enorme kreative færdigheder blev kombineret med hendes elegance og ynde.
Det meste af tiden arbejdede Hefaistos hårdt i sin glohede smedje, hvor han og hans svende, de kæmpestore Kykloper, fremstillede alle gudernes våben samt Zeus'' frygtede tordenkiler.
Senere flyttede han vestpå og blev til den romerske ildgud, Vulkanus.
Romerne troede, at han boede under Vesuv og Edna, og hvem ved? Måske er han der stadigvæk - og smeder tordenkiler i sin brændende esse.
Kamchatka
Lige som Jorden selv blev Kamchatka halvøen født af ild.
På det meste af jorden stilnede de voldsomme skabelseskræfter af for lang tid siden, men på Kamchatka er der aldrig blevet stille - dens historie er én konstant, voldsom genfødsel.
Urfolket i Kamchatka har altid frygtet vulkanerne: De tror, at tinderne er beboet af gomuler, en slags bjergånder.
Om natten går gomulerne på hvalfangst i havene.
De fanger hvalerne med deres enorme hænder og spidder dem på fingrene.
Så tager de tilbage til vulkanen og tænder store bål for at stege hvalerne.
Ilden og røgen i krateret kan ses langt væk, og kogende hvalfedt løber ned ad bjergsiderne. Jorden ryster og hvalbenene hvirvler gennem luften. Når hvalerne er spist, går bålene ud, og vulkanen vender tilbage til sin knugende tavshed.